1. maj er Arbejdernes Internationale Kampdag. Dagen, hvor vi hylder fællesskabet og styrken ved at stå sammen. Det er nemlig kun gennem det stærke fællesskab, at vi i fagbevægelsen kan skabe bedre rettigheder og vilkår for lønmodtagere.
I CS har vi kogt det ned til slagordene; Sammen – Stærkere – For hinanden, som lægger sig op ad vores motto; Sammenhold Styrker.
Vi er kun stærke, når vi står sammen. CS som fagforening er noget, som vi giver til hinanden og den hjælp og støtte, som CS yder, kan vi kun yde, fordi vi har kollegaer, der har hinandens ryg gennem et stærkt fællesskab. Jo flere, der er med i det fællesskab, jo stærkere står vi. Det gælder både politisk og fagligt. Fællesskabet skaber mere værdi, end den enkelte kan selv.
Der er kun os, der vil os, og det vi skaber sammen, giver værdi for den enkelte. Det kan være en arbejdsskade, en afskedigelse, en lønforhandling eller andet, der har tilknytning til ansættelsen i forsvaret. Har vi ikke vores fællesskab i CS vil det være op til den enkelte selv at kæmpe kampen. Derfor skal vi værne om fællesskabet, også selvom også fællesskabet er udfordret.
For CS kan ikke alt, og der er sager, hvor også vi kommer til kort. Der er lønforhandlinger, hvor det ikke altid falder ud til vores fordel. Der er afskedigelser, hvor vores vigtigste opgave er at få medlemmet ud af forsvaret på en ”god” måde. Og vi er udfordret af en verden i forandring, hvor vores vilkår forringes på en måde, som giver frustrationer.
Det er jeg meget bevidst om. Men uanset ulemperne, så er alle fordelene langt bedre. Vi kan græde, være sure, frustrerede, magtesløse, men vi har stadig hinanden at læne os op ad. Den enkelte står aldrig alene i fællesskabet, fordi det, der gør en forskel, er kollegaen lige ved siden af. Vel at mærke kollegaen, der også bakker op om fællesskabet i de svære tider. Kollegaen, der tror på, at vi sammen kan gøre en forskel. Vores fællesskab er CS, det er vores, og vi skaber selv rammerne gennem vores tillid til, at vi sammen kan gøre det meget bedre.
Og der er stadig meget at kæmpe for. Vi er i en tid, hvor vi og vores kollegaer er dybt pressede, og det gælder både i Forsvaret såvel som på det øvrige arbejdsmarked. Overalt mangler der hænder, og vi oplever et konstant pres på vores aftaler. Arbejdsgiver lægger pres på vores vilkår, som søges forringet, fordi den enkelte skal løbe stærkere. Opgaven skal jo løses – med færre kollegaer og for færre penge. Også politikerne bidrager ved at løfte vores pensionsalder, tage vores fridage – det sidste uden forståelige argumenter.
Vi er ikke alene, for det er præcis det samme, som jeg hører fra alle vores kollegaer i hele Europa. Men vi skal ikke klynke, men tage handsken op, træde frem i fællesskab og møde udfordringerne. Det er så vigtigt, at vi ikke svigter os selv, og vores kollegaer. Måske mere end nogensinde, da vi netop nu lever i en verden i hastig forandring.
Jeg tror kun, vi kan komme problemerne til livs ved at stå sammen og tale med én stemme. Det er sværere at ignorere, når flere tusinde medlemmer står sammen og giver en holdning til kende, end hvis én person står alene og prøver at råbe politikere og arbejdsgiver op.
Vi er kommet langt i forhold til at give soldater samme rettigheder som andre på arbejdsmarkedet herhjemme, og det skyldes, at vi har stået sammen. Men vi er ikke i mål, og der er meget at slås for – rigtig god 1. maj.
